+45 98 49 92 64
Åbningstider

Anne Julies farverige kunstværker i galleriet på hendes gård eller på havnen

Anne Julie er en farverig, livsglad og positiv person. For hende er livet en gave, og hun føler stor livsglæde ved at skabe noget med sine hænder. Ifølge Anne Julie er livet så spændende, at man dårligt har råd til at bruge tid på søvn!

Historien om Anne Julie

Maleri med lilla blomster

Kunstneren og pibemageren Anne Julie er en af Læsøs kendte og bemærkelsesværdige personligheder. Og Anne Julies liv er et eventyr for sig. Da Anne Julie kun var midt i 20’erne blev hun enke efter pibemager Poul Rasmussen, og besluttede sig til at overtage produktionen af piber. Hun skabte nogle unikke piber og tog ud i verden for at sælge dem. Og det blev en succes. Siden 1967 har Anne Julie skabt smukke piber, der er formet med inspiration fra blomster og kvindekroppe. Piberne har mange kunstfærdige detaljer, og unika-piberne er stadig meget populære verden over blandt piberygere og samlere.

Men Anne Julie maler også smukke malerier, især med blomstermotiver, og for nylig er hun begyndt at lave sort-hvide kunsttryk. I kan se hendes kunstværker på galleriet på hendes gård.

Galleri Anne Julie ’Himmel på Jord’

Anne Julie foran ved sit galleri

Den hyggelige gård Højgården, som ligger tæt ved Vesterø Syd, har været Anne Julies hjem gennem de sidste 25 år. I dag danner Højgården rammen om Galleri Anne Julie, også kaldt Galleri Himmel på Jord. Navnet ’Galleri Himmel på Jord’ stammer fra gulvet i det store galleri, der er malet så det ligner himmelen.

Galleriet består af tre lyse lokaler, og det største er indrettet i den tidligere grisestald. Her kan I se en stor del af Anne Julies farverige kunst.

Anne Julies kunst

Smukt maleri af blomstrende rose

I kan blandt andet glæde jer over hendes malerier med smukke blomster, landskaber og klovne samt sorte eller hvide kunsttryk med blomster og piber. De sorte kunsttryk ligner mest tavler, som er malet på med neonfarvet kridt. Kunsttrykkene har Anne Julie lavet sammen med den russiske billedkunstner og pibemager Grech og de bliver udstillet på aluminiumstavler, som giver en fornemmelse af, at kunstværkerne svæver ud fra væggen. Alle kunsttryk er signeret af Anne Julie. Det store galleri indeholder også et flygel, og lokalet bruges ofte til koncerter.

Galleri Anne Julie er beliggende på Sdr. Kirkevej 8.

Havnegalleriet

Anne Julie udstiller også sine kunstværker i Havnegalleriet, som ligger på første sal i servicebygningerne på Østerby Havn. Havnegalleriet holder åbent i ca. 2 måneder hver sommer!

Gæster er altid velkommen i begge gallerier.

Ud over at besøge de to gallerier, kan I opleve Anne Julies kunst mange stedet på Læsø, blandt andet i butikker, restauranter og hoteller.

Adresse: Sdr. Kirkevej 8, 9940 Læsø, 98 49 95 04, aj@annejulie.com, >www.annejulie.com