+45 98 49 92 64
Åbningstider

Museumsgården er et frilandsmuseum med originalt interiør og intakt tangtag

I de grønne omgivelser mellem Byrum og Læsø Klitplantage ligger Museumsgården ’På Lynget’. Museumsgården, der er en del af Læsø Museum, er en velholdt, firelænget tanggård fra 1600-tallet, der i dag fungerer som et interessant og originalt frilandsmuseum. Den gamle gårds mest iøjnefaldende kendetegn er det enormt tykke, gråbrune tangtag, som er bevokset med blomstrende planter. Museumsgårdens tangtag er det største og mest velholdte på Læsø, og det siges, at der blev brugt omkring 500 vognlæs ålegræs til det enorme tag. Selve gården er opbygget med strandingstømmer fra skibe, der er grundstødt ved Læsø.

Et Læsøhjem anno 1860

Indgangen til frilandsmuseet MuseumsgårdenTyk og velholdt tangtag på Museumsgården

Det gamle Læsøhjem var et velhavende hjem og fremstår i dag som dengang gårdens sidste beboer, Sine Krogsbæk, forlod stedet i 1949. Gården blev i 1938 købt af Læsø Hjemstavnsforening, så de sidste år, Sine Krogsbæk boede på gården, fungerede hun som kustode i sit eget hjem. Igennem sit liv ændrede hun ikke meget på indretningen i huset, som hendes forældre havde møbleret, så i dag kan I stadig se et hjem anno 1860 uden elektricitet, men med den original bageovn, de åbne ildsteder, alkover og mange fine, intakte møbler. Udenfor på gårdspladsen kan I se en gammel brønd, en såkaldt kjald. På Museumsgården får I et levende indtryk af levevilkårene og byggestilen på Læsø for 150 år siden.

Udstillinger på Museumsgården

Maleri af Michael Ancher

Ud over at være et museum i sig selv, indeholder Museumsgården også en udstilling om tangtagenes konstruktion og de planter, der vokser på dem. I ’Sølvrummet’ kan I også se en udstilling af smukke Læsødragter og en samling af sølvsmykker og -tilbehør, som blev brugt sammen med dragterne. Derudover finder I en samling af malerier fra museets samling her. I kan blandt andet se maleriet af en Læsøpige i nationaldragt af skagensmaleren Michael Ancher samt andre malerier af blandt andre Lauritz Tuxen og Viggo Johansen.

Museumsgårdens butik

Frilandsmuseet indeholder også en butik, hvor I kan finde et bredt udvalg af Læsø-litteratur, som giver jer et godt indblik i Læsø historie.

Staldene

Ligesom beboelsen fremstår museets stalde også som dengang, de var i brug. Og siden de blev brugt til at holde husdyr, er der sket rigtig meget inden for landbruget.

Egen stubmølle

Tidligere havde ethvert Læsøhjem sin egen stubmølle, som Læsøboerne brugte til at male korn i til madlavning og foder til dyrene. I begyndelsen af 1800-tallet var der godt 70 stubmøller på Læsø. I dag er der kun ganske få tilbage. Stubmøllen ved Museumsgården blev bygget i 1810 og er siden blevet pænt vedligeholdt. Møllen er stadig funktionsdygtig.

Rundvisninger og arrangementer

Gårdspladsen på Museumsgården

Når I besøger Museumsgården i højsæsonen, kan I deltage i en rundvisning på stedet og høre mere om tangtagene, kvindernes dagligdag og livets gang på gården i gamle dage. I kan også deltage i forskellige arrangementer på stedet.

Museet holder åbent fra april til og med efterårsferien hvert år.

Adresse: Museumsvej 3, Byrum, 9940 Læsø, tlf. 98 49 80 45 / 40 41 30 04, laesoe-museum@laesoe.dk, www.laesoe-museum.dk